- demereor
- dē-mĕrĕo, ŭi, ĭtum, 2, v. a.I.With acc. rei, to merit, deserve a thing (ante-and post-class., and very rare):II.
aliquid mercedis domino,
Plaut. Ps. 4, 7, 90:grandem pecuniam,
Gell. 1, 8, 3:demeritae laetitiae,
Plaut. Ps. 2, 4, 14.—(Since the Aug. per.) With acc. pers., to deserve well of, to oblige:avunculum magnopere,
Suet. Aug. 8:nec tibi sit servos demeruisse pudor,
Ov. A. A. 2, 252:crimine te potui demeruisse meo,
id. Her. 2, 28:matrona amoenitate aliqua demerenda erit,
Col. 1, 4, 8. In this signif. usually in the deponent form, dē-mĕrĕor (not ante-Aug.): ut pleniori obsequio demererer amantissimos meos, Quint. prooem. § 3; so,Pompeium et Caesarem, quorum nemo alterum offendere audebat, nisi ut alterum demereretur, simul provocavit,
lay under obligation, Sen. Ep. 104, 33; id. Ben. 1, 2, 5:demerendi beneficio tam potentem civitatem occasio,
Liv. 3, 18:in Regulo demerendo,
Plin. Ep. 4, 2, 4; Suet. Vit. 2; id. Oth. 4; Quint. 9, 2, 29; Tac. A. 15, 21 al.
Lewis & Short Latin Dictionary, 1879. - Revised, Enlarged, and in Great Part Rewritten. Charlton T. Lewis, Ph.D. and Charles Short. 2011.